Best-together
Jeg tilbyder støtte og konsulentbistand til familier og udsatte familier, der har børn med særlige behov. Hverdagen kan være udfordrende, og måske er det nu, der er behov for en anden tilgang eller ny struktur. At have et barn med diagnose kan betyde, at man hele tiden skal være på forkant og have en plan B klar. Samtidig med at hverdagen opleves konfliktfyldt, og metoderne man benytter, måske ikke virker efter hensigten.
Min ekspertise er indenfor ADHD, Autisme og ADD forståelse, men også unge som oplever, at det er svært at være teenager, måske med angst som diagnose eller som symptom på overbelastning, har jeg erfaring med. At få hjælp til at sætte ord på tankerne, og det der måske er svært, samt at få øget fokus på selvindsigt, kan være hjælpsomt for at komme på rette vej.
Mit mål er at give dig råd og sparring samt konkrete redskaber til dagligdagen, så dit barn kommer i bedre trivsel og familien oplever større overskud.
Hvem er jeg
Jeg hedder Pia Rylov og er vokset op i Smørum. Jeg er gift og har to voksne børn
Jeg er uddannet pædagog i 97 og har altid haft en stor interesse for børn med særlige behov. Mit arbejde har primært været omkring børn og unge i skolealderen bl.a. på SFO, i specialklasser, gruppeordninger og familieinstitutioner. Min fornemmeste opgave har været at understøtte muligheden for at skabe øget trivsel, tryghed og udvikling hos eleven. ADHD og autisme er de typiske diagnoser hos børnene, som jeg ar arbejdet med.
I 2019 tog jeg en børne-unge rådgiver uddannelse. Det er en del af en diplomuddannelse i samarbejde med Børns vilkår, hvor samtalen med barnet / den unge er det primære i uddannelsen. Jeg har siden haft mange samtaler med de ældste elever i folkeskolen, elever der på en eller anden måde har ondt i livet. De har brug for at dele det med nogen, og vide at de ikke står alene med deres udfordringer. Gennem samtalerne forsøger jeg at give dem værktøjer, så hverdagen bliver nemmere at håndtere. Samtidig fungerer jeg som sparringpartner for fagpersoner og forældre omkring eleven.